Château Feytit Clinet ligger på plateauet mod vest i Pomerol, meget tæt på Clos L’Eglise, Château Clinet og Château Latour á Pomerol. Den tidligste omtale af ejendommen finder man helt tilbage i 1825, hvor familien Gombault ejede Château Feytit Clinet.
I 1964 overtog Moueix forpagtningen af slottet. Denne forpagtningsaftale ophørte i 2000, hvor de nuværende ejere, familien Chasseuil, igen overtog kontrollen med slottet og de tilhørende vinmarker samt hele fremstillingsprocessen.
Det er i dag Jeremy Chasseuil, der er ansvarlig for fremstillingen af vinen på slottet. Jeremy Chasseuil, som er ønolog, har foretaget store forandringer i såvel vinfremstillingen, som i behandling og pleje af vinmarkerne. Allerede fra starten blev høstudbyttet kraftigt nedsat. Høsten bliver nu foretaget med håndkraft, og der bliver nu anvendt en høj andel af helt nye fade i lagringsprocessen.
Château Feytit Clinets vinmarker dækker et areal på 6,5 ha der er beplantet med 90% Merlot og 10% Cabernet Franc. Undergrunden består af grus, sand og lerjord.