Investering

Det er et faktum, at det i mange år har været en rigtig god forretning at investere nogle af sine sparepenge i visse udvalgte vine. Medierne har da også igennem den seneste tid haft ekstra fokus på dette område.

Glem alt om aktier, guld eller ejendomme

”Glem alt om aktier, guld eller ejendomme, hvis du vil have det højeste investeringsafkast, og sats i stedet spareskillingerne på dyr rødvin. Det er konklusionen af en undersøgelse, som FinansBureauet har foretaget på baggrund af data fra boligsiden.dk og Liv-Ex”.
FinansBureauet 10. januar 2012

 

Vin slår C20-aktier som investering over ti år. 

”Vin slår C20-aktier som investering over ti år. De bløde, røde dråber fra bestemte vingårde i Frankrig har vist sig at være det rene, hårde guld. Over de seneste ti år er verdens 100 dyreste vine blevet 210 pct. dyrere”.
BØRSEN 23. april 2012
 


Vigtigt inden der investeres i vin

Forrentningen er meget tillokkende, og mange investorer viser interesse. Det gælder både private, som ønsker en alternativ placering af pensionsopsparingen, og mere professionelle investorer samt virksomheder, der ønsker at placere overskudslikviditet på en fornuftig måde.

Imidlertid skal man tænke sig grundigt om, hvis man vil andet end blot at nyde de dejlige dråber. Som vin-investor er der flere ting, man skal tage stilling til og have styr på. Og man må aldrig tro, at den lokale vinhandler samtidig er investeringsrådgiver. I det følgende gennemgås nogle af de ting, man bør overveje og tænke over, inden man placerer opsparing i vin.

 

1) Forud for køb af investeringsvine

Før du begynder at investere i vine, skal du overveje, hvor mange penge du vil anvende. Brug aldrig flere, end du vil kunne undvære. Du skal ikke være afhængig af et højt afkast. Og du skal være bevidst om, at en god forrentning altid er forbundet med en risiko. Selv om det er påviseligt, at investering i visse vine igennem de seneste årtier har været en god forretning, kan en række udefrakommende faktorer sætte en stopper for efterspørgslen efter disse vine, ligesom der er andre risikofaktorer forbundet med investeringen (se afsnittet nedenfor).

Du bør også overveje din investeringshorisont. Hvornår påtænker du at skulle bruge pengene igen?

Som det er tilfældet i forbindelse med alle andre former for investering og spekulation, skal man tænke sig grundigt om, og søge rådgivning og vejledning. Gerne hos folk, som kender branchen, og som har mange års erfaring med at handle vinene. Det er mere end almindeligt omfattende, hvis man som helt udenforstående skal sætte sig ind i de enkelte slotte og deres vine, og i det hele taget opbygge en forståelse for, hvordan markedet fungerer.

 

2) Selve investeringen

Når du er kommet så langt i dine overvejelser, at du har besluttet dig for at investere i vin, er der igen nogle ting, du skal tage højde for og overveje.

Hvilke vine skal man købe?
De bedste investeringsvine finder man for 99% vedkommende i Bordeauxregionen. Dem er der altid en stor og vedholdende efterspørgsel efter. En af årsagerne hertil er, at netop Bordeauxvine har en helt usædvanlig holdbarhed, og at de har en evne til at udvikle nye, fine nuancer i aromaoplevelsen. Det faktum har gjort Bordeauxvine til vinverdenens største samlerobjekt.
Man skal som udgangspunkt gå efter disse vine i store årgange, men også mindre årgange er attraktive, for så vidt angår de største top-vine.

Læg aldrig alle æg i samme kurv. Sørg for at opbygge en portefølje af flere investeringsvine. Det giver som hovedregel det mest sikre afkast. Man kan imidlertid ikke få alt, hvad man ”peger på”. Så mange investeringsvine produceres der simpelthen ikke. Og det er netop dette faktum, der er med til at trække priserne i vejret. Vinhandleren/importøren kan heller ikke få alt, hvad han/hun ønsker i Bordeaux. For at få adgang til de helt store, og allermeste attraktive vine, skal vinhandleren samtidig aftage betydelige mængder af ”mindre”, men rigtige gode vine, der blot ikke kan forventes at stige i værdi. Og det betyder, at vinhandleren/importøren gerne vil sælge dig nogle ”mindre” vine samtidig. Vine, som du løbende kan have glæde af at åbne og drikke.

Hvornår skal man købe?
Den bedste købspris opnår man som regel i ”en primeur” handlen, der foregår hvert forår. Du kan læse mere om ”en primeur” ved at klikke her.
Men man kan også være heldig at finde gode investeringsvine i kældrene hos vinhandlere, der har forstået at købe rigtigt ind tidligere, ligesom man på auktioner kan være heldig at gøre gode køb.
Den mest sikre måde at få den helt rigtige pris på, er dog at købe vinene i forsalg ”en primeur”.

Hvor skal man købe?
Du skal altid sikre dig, at du køber dine vine hos professionelle vinhandlere, der ved hvordan vine skal opbevares. Undgå at købe private samlinger.
Køber du i forsalg ”en primeur” skal du købe via økonomisk sikre kanaler. Det vil sige vinhandlere og importører, der er økonomisk stabile (se afsnittet nedenfor om risikofaktorer)

 

3) Opbevaringen

Når vinen igen skal sælges, vil man opnå den bedste pris for vine i uåbnede originale kasser. Vinens stand vil være helt afgørende for, hvor god en forrentning du kan få af din investering.

Hvordan skal vinene opbevares?
Vinen bør opbevares i de originale kasser fra slottet, som du har modtaget vinen i. Det bedst egnede opbevaringssted er i en kælder.  Eller et andet køligere rum. Den bedste opbevaringstemperatur for vin er omkring 8-12 grader. Det er vigtigt, temperaturen er nogenlunde konstant og at vinen således ikke bliver udsat for pludselige og store temperaturudsving. En langsom ændring (eksempelvis pga årstidernes skiften) er ikke alvorlig for din vin. Man bør helt undgå sollys.

I 1855 Cru A/S tilbyder at løse opgave for dig, og opbevare dine investeringsvine, som du har indkøbt via 1855 Cru A/S, på vort centrale lager under de bedst tænkelige klimatiske forhold.

Vil du læse mere om betingelserne, kan du klikke her.

 

4) Realisering af vinene og hjemtagning af gevinsten

For at få maksimalt udbytte af investeringen er det vigtigt at have tålmodighed. Du skal helst have god tid til at sælge dine vine, og du skal ikke være under pres for at realisere beholdningen. Det kan tage tid at finde de helt rigtige købere.

Hvornår skal man sælge?
Det er absolut bedst at sælge, når markedet efterspørger netop de vine, du har investeret i. Det kan enten være i forbindelse med en generel positiv økonomisk situation i samfundsøkonomien, eller hvis der kun findes få vine på markedet af netop de vine, i netop de årgange, som du har liggende. Hvis du ikke selv følger markedet, skal du søge bistand, evt. hos en vinhandler, helst et til to år forud for, at du ønsker at trække gevinsten i land. Vinene vil altid kunne realiseres - det er blot et spørgsmål om, at du får den ønskede pris/forrentning.

Hvor kan man sælge?
Når du vil sælge dine investeringsvine, har du flere forskellige muligheder. Du kan vælge selv at opsøge en køber i dit eget netværk, eller via annoncering.

En anden og bedre mulighed er at tage fat i en professional vinhandler, som i forvejen arbejder med investeringsvine. Måske den selvsamme vinhandler, som du har købt vinene hos. Han/hun vil kunne hjælpe dig med at finde de rette købere evt. mod betaling af et lille gebyr.

Endvidere findes der en lang række af både danske og udenlandske auktionshuse, som er specialiseret i salg og formidling af investeringsvine.

1855 Cru A/S kan også hjælpe med salget
I 1855 Cru A/S er vi dig behjælpelige med at sælge dine investeringsvine, ligesom vi gerne vil sørger for salg af andre vine, som du måtte have i din kælder.

Klik her hvis du ønsker yderligere information.

 

5) Risikofaktorer

Specielt i forbindelse med ”en primeur handel” af Bordeauxvine, hvor du foretager en forudbetaling af vinene, som du først får leveret halvandet til to år efter, er der en risiko i de forskellige led. Vinslottet sælger vinen til vinkøbmanden i Bordeaux. Han sælger den videre til den danske vinhandler/importør, som du så køber vinen af. Pengene går den modsatte vej i systemet. I den periode, der går, fra du betaler for dine ”en primeur” vine, og til de leveres til dig, kan der ske økonomisk kollaps på både slottet, hos vinkøbmanden i Bordeaux eller hos den danske vinhandler/importør. Det er derfor absolut vigtigt, at du handler med en økonomisk solid vinhandler/importør, som du har tillid til. Og det er ligeledes vigtigt, at vinhandleren/importøren udelukkende udbyder ”en primeur” vine via solide og seriøse vinkøbmænd (négociants) i Bordeaux.

En anden risikofaktor er valutakursudsving. Det er igen i særdeleshed i forbindelse med ”en primeur” handel, at du kan opleve en forskel i værdien af en given vin fra købstidspunktet, og indtil varen leveres. Og igen når den skal sælges, kan der være sket en kursændring.

Har du fået ”en primeur” vine leveret, eller allerede fået varen i hånden ved købet, vil du imidlertid aldrig kunne miste alt. Kikser investeringen (det vil sige, at prisstigningen udebliver) ja, så har man da i det mindste nogle gode vine i kælderen, som man kan nyde ved passende lejligheder. En aktie i kurs nul er derimod ikke til megen gavn.

I 1855 Cru A/S er vi kyndige på produkterne og markedet!

Vi lever naturligvis af at sælge vinen og er derfor ikke uvildige. Men vi lever samtidig af, at kunderne er tilfredse, og kommer igen. Vi yder derfor en bundseriøs vejledning. Ring til os, hvis du vil vide mere, eller tag fat i en af de lokale vinhandlere i 1855-netværket. Dem finder du ved at klikke her.