Hurtig levering
Hurtig levering af lagervarer - 1-2 hverdage
Fragt kr. 95,- Fri fragt v/ køb over kr. 2000,-
Personlig vejledning
Personlig vejledning på telefon eller chat

Bordeaux' produktion i tal

Bordeaux' produktion i tal

Produktionsareal

Bordeauxregionen er klart den største AOC vinregion i Frankrig og samtidig verdens største vinregion for kvalitetsvine. I Bordeaux’ forskellige appellationer produceres der på i alt 110.200 hektar vinmarker. Den næststørste vinregion i Frankrig er Rhônedalen, hvor der produceres på 70.800 hektar, mens den tredjestørste vinregion er Loiredalen, hvor vinmarkerne dækker et areal på 47.200 hektar. Bordeaux’ produktionsareal dækker, for så vidt angår AOC-vin, ikke mindre end 24% af det samlede areal i Frankrig og faktisk hele 1,5% af verdens samlede arealer, der er forbeholdt vindyrkning.

Inden for appellationerne er det i særdeleshed Bordeaux Rouge og Bordeaux Supérieur, der udgør den største andel af produktion med hele 47% i 2011. Den næststørste er appellationerne i Graves og på Médoc med 18%. Produktionen af tørre hvidvine udgør kun 8%, mens produktionen af de søde hvidvine fra bl.a. Sauternes og Barsac kun udgør 3% af den samlede produktion.


Druerne

Siden starten af 1980´erne har der været en fremgang af de samlede beplantede arealer med omkring 18%. Det er især beplantningen af de blå druer, der har været i vækst, og arealet udgør i dag 85% af det samlede areal.

Af de blå druer er især Merlot dominerende. Med en samlet beplantning på 64% er Merlot Bordeaux’ vigtigste druetype.  Cabernet Sauvignon er den næststørste med 23%, mens Cabernet Franc udgør 11%. De resterende arealer er beplantet med Malbec, Petit Verdot og Carmenère. Disse udgør imidlertid under 2% af de samlede beplantede arealer.
De grønne druer dækker kun 12% af de beplantede arealer i Bordeauxregionen. Blandt de grønne druer er Sémillon med 50% den vigtigste, efterfulgt af Sauvignon Blanc med 42%.


Vinslotte og ejendomme

Inden for de seneste 20 år er antallet af vinbønder mere end halveret fra 15.900 i 1991 til 7.900 vinbønder i 2011. Og dermed er ejendommene vokset i gennemsnitlig størrelse fra 7 hektar i 1991 til gennemsnitligt 14,5 hektar i 2011.

Kooperativerne

I 2011 havde regionen i alt 23 kooperativer og 3 kooperative sammenslutninger. 42% af alle Bordeaux’ vinbønder er tilsluttet et kooperativ, og kooperativerne producerer ca. 25% af al vin produceret i Bordeauxregionen på ca. 22% af det samlede areal.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar